Lidt tilfældigt stødte jeg på spændingsromanen "Undladelsessynden", udgivet på forlaget "Forfatterskabet". Da jeg læste, at det var en krimilignende tekst, havde jeg i første omgang slet ikke lyst til at læse den. Jeg læser normalt ikke krimier; kun nogle enkelte af Elsebeth Egholms krimier er det blevet til igennem årene.

Forfatteren Berit Alberg skriver i romanen med den underfundige titel "Undladelsessynden" om nogle fynske familier, hvis veje krydser hinanden i lykke og ulykke. Mest i ulykke; da rigtig mange af familiemedlemmerne dør, kan jeg godt afsløre. Jeg havde det lidt ligesom at se et afsnit af Barneby... her er også altid lidt mange døde undervejs....

Når det så er sagt, slugte jeg romanen på et par dage. Den er finurligt skrevet med den fineste røde tråd, der løber rundt mellem personerne og mest med fokus på hovedpersonen, sygeplejersken Bolette. Hun bliver fuldstændig vanvittig af at miste sit barn og handler ret usædvanligt på denne tragiske begivenhed. Det utrolige er, at man alligevel undervejs har lidt ondt af hende.
For er det hele i virkeligheden startet med en undladelsessynd i hendes job - eller har hun en personlighedsforstyrrelse? Bolette selv kaster endda et par religiøse tanker ind over det hele; så ganske ondsindet kan hun vel ikke være?

Vi kender ikke helt svarene; og får heller ikke mere at vide - selv om vi på romanens sidste sider gerne ville have haft en uddybende forklaring. Da vi forlader Bolette, ved vi nemlig ikke, hvordan det vil gå med hende fremover.
Det ved vi heller ikke med det opklarende kriminalteam - Charlotte og Michael - men det gør knap så meget, her kan vi selv gætte lidt optimistisk videre.

Romanen er på sin vis ganske urealistisk; men samtidigt så godt skrevet psykologisk, at man kan blive helt i tvivl. Hvordan ville man egentlig selv reagere, hvis man mistede sit barn? Eller barnebarn?
Især også fordi omstændighederne omkring trafikulykken er beskrevet så ganske groteske; og nok godt kunne finde sted i virkeligheden.

Forfatteren formår at flette alle tråde så godt og grundigt sammen, at man tryllebindes på alle romanens sider. Sproget flyder let og indbydende, og som læser hænger man på sammen med Bolette og ved, at nu finder hun nok igen på flere handlinger; efterhånden som man forstår hendes tanker.

Jeg ved ikke, om jeg tør anbefale romanen.
Jo, selvfølgelig gør jeg det - her er spænding og gnist hele vejen igennem - og heldigvis er det jo kun fiktion, selv om vi jo da har set virkelige eksempler på undladelsessynder.

En velskrevet og spændende roman, som egner sig til ferielæsning.

- Annette Riis, Goodreads